Leverpostej i "The Red Rock State"
- Liv Trolle
- May 21, 2016
- 2 min read

Efter et par hæsblæsende dage i farverige Las Vegas drejede Ford’en ind i et ”gated community”, hvor alle husene havde den samme sandfarvede facade. Velkommen til leverpostej!
Jeg tror ikke, at vi så et eneste hus i hele Arizona, der ikke var malet i en form for beige/sand, men leverpostejen giver mening, når der om sommeren bliver over 40 grader, og man skal bruge alle kneb for at holde varmen ude af husene. Men op til flere gange var vi ved at køre ind til naboen, som har et næsten identisk beige hus, som det vi boede i…..
Vores rute fra Las Vegas tog os på en scenisk tur gennem Joshua Tree forest, hvor landskabet langsomt skiftede fra tørt ørkenlandskab til fyrretræsskov - og til sidst til det karakteristiske røde bjerglandskab med ægte Lucky Luke kaktusser. Ungerne pegede i begyndelsen på de største kaktusser vi så på vejen, men den leg stoppede hurtigt, da der bogstavlig talt er kaktusser overalt.
Vi havde byttet hus med en familie i Anthem, ca. 35 min. nord for Phoenix, komplet med sikkerhedsvagter, country club og minigolfbane i haven. Med op til 40 grader fik vi god brug for country club’ens swimmingpool og vi forstod bedre og bedre, hvorfor leverpostejsfarven er så populær.
Som altid når vi bytter hus med nogen, der har børn, så er det største hit for Kamma og Arthur legetøjet. I Anthem var der både en dreng og en pige, så der blev der brugt timer på at lege – og flere gange var de næsten ikke til at få med ud af huset, fordi de liige skulle lege færdig…
Hvad laver man i en stat, hvor det meste er ørken/røde bjerge?
Vi besøgte en botatisk have, som ligger ude i ørkenen, komplet med masser af forskellige kaktusser, blomster, buske og træer, som kan overleve i ørkenen. Der er flere små ruter man kan gå, men man skal være ret interesseret i kaktusser for at bruge meget tid der – især hvis det er varmt, da der ikke er meget skygge.
En super indendørs aktivitet er Phoenix’ ”Children Museum” som er et 3 etagers slaraffenland for børn. Der er noget for alle aldersgrupper og museet er indrettet i børnehøjde – der er endda et lille hyggeligt område til at amme. Vi brugte knap 3 timer der og kunne snildt have brugt 1 time mere.
Knap 2 timer stik syd fra Anthem ligger et kæmpe militært område, hvor både pensionerede og aktive fly opbevares. Der er ikke færre end 7.000 fly, hvor de, der ikke produceres mere, bruges som reservedele, og hvor de aktive fly, opbevares indtil de skal i service igen. Pga. salget af reservedele er det faktisk den eneste militære institution, der giver overskud. Det var kun Trolle, der tog turen derned, men han kom tilbage meget imponeret over at se endeløse rækker af diverse militære fly, bl.a. F-16 jægere.
Farvel Anthem, Phoenix og leverpostej! Nu sætter vi kursen mod national parkerne i Arizona, Utah og Wyoming!
Comentarios