top of page

Summer Wonderland!

Efter 12 nationalparker på vores vej gennem USA har vi set så forskelligartet natur og landskaber, at der ikke burde være mere, der kan overraske; fra ørken, verdens største træer, kilometer dybe kløfter, til store bakkede dale og høje tinder. Men, men, så havde vi alligevel gemt nogle af de bedste nationalpark oplevelser til sidst.

Hvis du kun har tid til 1 nationalpark i USA, så skal du efter vores ydmyge oplevelse, vælge Yellowstone. Hvis du har 1 ekstra dag, så kør et par timer syd for Yellowstone og oplev de fantastiske bjerge i Grand Teton Range, der troner højt og flot med sne på toppen over søer og dale i Grand Teton Nationalpark.

Læs hele indlægget, hvis du har tid eller nøjes bare med at se de (efter vores mening) fantastiske billeder!

Grand Teton Nationalpark

Fra Salt Lake City kørte vi 5 timer nord ad rute 89 og landede i Teton Village, en landsby i nationalparken, som om vinteren er et regulært vinter skisportsted. Derfor kunne vi også begynde næste dag med en tur i lift op på toppen af bjerget Rendevouz (3185 m), hvor Jackson Hole er. Et ubehageligt hul i klippesiden, hvor de modige (og dumdristige?) tager turen ud på klipperne og ned af bjerget.

Da vi tropper op ved liften, står folk med ski og skitøj på. Hmm, vi tager vist lige en ekstra trøje på; der er sne på toppen og ca. 5 grader! Derfor blev det kun til et kort ophold på toppen. Det blæste desuden så meget, at Trollingerne først kom til sig selv efter en kop varm kakao og en friskbagt vaffel.

Herefter satte vi kurs mod nationalparken og vores udvalgte trek; Jenny Lake & Inspiration Point. Alle der kan lide at se bjerge, vil elske at køre rundt i Teton. Bjergkæden troner massivt og stolt, og hvis man ikke ser dem forude, så har man dem i bakspejlet – smukke, takkede og med sne på toppen.

Jenny Lake er en stor sø i Teton og er et populært stop, da man kan gå flere kortere trek og sejle over søen, mens man hele tiden har bjergene som følge. Vi havde valgt at gå til Inspiration Point, hvorfra man kan se ud over søen. Det burde være et trek på ca. 2,5 km, men da vi kom op, havde vi gået næsten 4 km. Det meste går op ad et bjerg, så tog det ret lang tid at få Trollingerne med op. Der var flere voksne, som så noget anstrengte ud på vej op, så det var rigtig godt gået af de små ben.

På turen ned så vi en elg, som stod og gnaskede planter. Det var heldigvis en hun, så vi fik nærstuderet hende, og fik aflivet Trollingernes idé om, at det var en hest.

Yellowstone

Efter endnu en overnatning i Teton Nationalpark (nu i Hatchet) og et fantastisk måltid på Buffalo Valley Ranch, satte vi kurs mod Yellowstone, og forsøgte undervejs at preppe ungerne på geysere, hotsprings, bison, elge osv. Ungerne var ofte mere optaget af at lege købmand på bagsædet, men forældrene sad flere gange med åben mund og polypper og blev mere end betaget af Yellowstone’s overvældende og smukke natur.

Yellowstone byder på store sletter med græssende bison, floder der snoer sig igennem landskabet, kløfter med lavasten og brusende vandfald, rå og sneklædte bjerge, dybe dale, skove der syner uendelige og en af USA’s højst beliggende søer. Nå ja, så er det også verdens største område med mere end 10.000 geysere, muddervulkaner, hotsprings, hotpools osv.

Dag 1 i Yellowstone

Fra Grand Teton Nationalpark kørte vi ind i Yellowstone via syd indgangen og kørte mod nordvest. Her er vores oplevelser fra nationalparken.

West Thumb Geyser Basin

Det der først og fremmest gjorde størst indtryk på Trollingerne var lugten af rådne æg, når man er tæt på geysere og hotsprings. West Thumb Geyser Basin ligger utrolig smukt ned til en stor sø, hvorfra man kan skimte sneklædte bjerge i baggrunden. Der spankulerede 2 hjorte rundt mellem geyserne og drak af nogle af de små pools, der ikke boblede af varme. Det var et fint stop, som gav Trollingerne det første indtryk af, hvad Yellowstone har at byde på.

Old Faitful

Den trofaste gamle geyser som går i ”udbrud” hver 1½ time +/- 10 min og har gjort det siden Yellowstone blev nationalpark i 1872. Den kan sprøjte kogende vand mere end 50 meter op i luften. Vi fik set geyseren gå i udbrud 2 gange, hvilket var et held, da vandet fra geyseren var gemt bag damp første gang den gik i udbrud. Det er et af Yellowstones mest populære stop, så det er gearet til rigtig mange mennesker - hvis du kommer i højsæsonen, så tag tålmodigheden med. Det gamle og historiske hotel Old Faithful ligger smukt lige ved geyseren og hvis man er heldig – og mindst 1 år i forvejen bestiller et værelse – så kan man bo på hotellet og se geyseren gå i udbrud derfra.

Lone star Geyser

Ikke langt Old Faitful ligger et 6 km. trek til Lone Star Geyeseren, som tog os igennem en smuk og vild skov, hvor vi havde følgeskab af en lav men vild flod, der snoede og vred sig i den vilde natur. Det er ikke et populært trek, så vi havde meget af turen for os selv. Det var både fedt og en lille smule foruroligende. Der stod på vej ind på stien, at det var et ”frequent bear area” og man anbefalede bjørnespray….. hvilket vi ikke havde. Til gengæld har vi et par larmende Trollinger, så hvis der var en bjørn i denne del af parken, så daffede den sikkert hurtigt af, før vi overhovedet kom ud på trekket. Lone Star Geyseren går i udbrud ca. hver 3 time og har efterhånden fået så meget aflejring, at den ligner en stor deform marengs. Et rigtig fint trek og det kan anbefales, hvis man gerne vil lidt væk fra masserne i Yellowstone.

Midway Geyser Basin

En af Yellowstones mest fotograferede geyser finder man I Midway Geyser Basin. Og med god grund! Prismatic Geyser er surrealistisk smuk med stærke farver, der chancerer fra orange til kobolt blå. Den er omringet af aflejringer af brunt mudder/jord, der ligger i mønstre, der minder om risterasserne på Bali. Der ligger flere andre geysere i bassinet, men de er altså ikke noget i sammenligning med Prismatic. Dette er et must, hvis man er i Yellowstone. Bare WOW!

Dag 2 i Yellowstone

Vi overnattede i West Yellowstone og der finder man også et Grizzly & Wolf Discovery Center. Det var en rigtig god måde at starte dagen på. Nogle af de bjørne som er blevet afhængige af madrester fra mennesker, er kommet hertil i stedet for at blive aflivet. De hjælper faktisk med at teste bjørnesikrede containere, madbeholdere m.v., som så efterfølgende (hvis de består mødet med bjørnenes klør og tænder) kan hjælpe med at undgå, at flere bjørne bliver afhængige af menneskemad/rester. En af bjørnene var blevet flyttet fra mennesker hele 6 gange og endda placeret over 2 bjergkæder væk – og stadigvæk kom den tilbage til der, hvor den fandt mad. Den var så strid, at den endda tog brød fra nogle indkøbsposer bag på en pickup.

Norris Geyser Basin

Endnu et af Yellowstones store geyser bassiner, hvor man kan gå flere ruter rundt mellem forskelligeartede geysere. Geyserne ligger rigtig smukt og det er fint at gå rundt mellem dem. Den smukkeste her var porcelæns geyseren.

Yellowstone Canyon North Rim

Yellowstone kan også prale af at have en dyb kløft. Kløften er skabt af lavasten og fra flere af udsigtspunkterne kan man se Yellowstone Uppper & Lower Falls, som frådende og dramatisk skærer sig gennem kløften med klart turkisfarvet vand. Vi valgte at se kløften og vandfaldene fra nordsiden, men man kan også se herligheden fra sydsiden og trekke tættere på vandfaldene.

Mud volcano & Hayden Valley

Mellem Canyon Village og Yellowstone Lake Village ligger Hayden Valley, som er prime bison område. Vi så rigtig mange bison på denne strækning og især én som valgte at slentre langs vejen. På denne strækning ligger også området, hvor der er muddervulkaner. De er meget anderledes end geyserne, og Trollingerne synes, at det var ret sjovt at se kogende mudder, der spruttede.

Inden vi satte kursen mod den nordlige del af Yellowstone, stoppede vi kort ved den majstætlige store Yellowstone Lake, som udmærker sig ved at ligge ubeskriveligt smukt, men også at være USA’s 2. største højstbeliggende sø.

Tower-Rosenvelt

Ved Tower-Rosenwelt gjorde vi et kort stop for at se et vandfald, der kaster sig ud over tårnhøjde lavaklipper. Det der gjorde stoppet fantastisk var, at vi fra bilen så en bjørn traske rundt inde i skoven og spise/rode i skovbunden. Trolle sprang op ad soltaget for at tage billeder, og kravlede næsten hele vejen op på taget, men inden da nåede bjørnen at fortrække. Vi fejrede bjørnen med en lækker lokalproduceret is, som desværre løb hurtigere end Trolliingerne kunne nå at spise den.

Med et ægte bjørnkig og uendelig smukke naturoplevelser i baggagen, satte vi kurs mod en overnatning i Gardiner nord for Yellowstone. Next up er Glaciers Nationalpark, som ligger på vores vej mod The Canadian Rockies og Canada.

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
No tags yet.
bottom of page