top of page

USA! USA! USA!

Kvartfinalen i Copa America mellem USA og Ecuardor spilles i Seattle! Vi er i nærheden! Vi kan få billetter! Go! Go! Go!

Efter noget besvær med ”Clear bag Policy” (vores pusletaske er ikke gennemsigtig!) kom vi ind på stadium lige da ”The Star-Spangled Banner” blev spillet. Alle 47.000 fans stod op og sang med - Wow! Det er altså en nationalsang, der kan give kuldegysninger.

Vi sad med udsigt over Seattle Bay og kunne både følge med i en kapsejlads og fodboldspillet på banen. Selvom vi sad højt oppe, havde vi fint view og kunne nyde aftensolen, mens USA vandt 2-1 over Ecuador. Det var Trollingernes første fodboldkamp, og de tog det i fin stil. Vega var lidt tuttet første gang, der blev scoret og alle skreg USA! USA!, men hun endte med at falde i søvn, mens vi var der. Herunder en lille snas af stemningen på stadion:

Dagen efter lavede vi lidt sightseeing i Seattle, hvor vi både fik set den berømte Space Needle, leget på The Artistic Playground i Seattle park, set lidt af EMP Music Museum og den del som er dedikeret til Seahawks’ sejr i Super Bowl (Trolle er Seahawks fan). Vi brugte også et par timer på Seattle Children’s Museum og browsede det berømte Pike Market, hvor de friske fisk og råvarer er arrangeret, så mundvandet løber.

Vi forsøgte at få chowder på den berømte restaurant Chowder Pike Market, men der var 45 min. ventetid!

Hvis du er på Pike Market, så kan det virkelig anbefales at komme i god tid eller uden sultne børn. Det er også nede i dette område, at den originale Starbucks ligger – den var også et tiilløbsstykke.

Samme aften satte vi kurs mod Bellingham ca. 1½ time nord for Seattle. Vi har byttet hus med 2 professorer, som har 2 større børn. De havde været så søde at finde legetøjet frem, fra da deres børn var små. Endnu engang fandt Trollingerne Brio togbaner og lego, så vi har haft togbaner igennem flere rum og lego kreationer med i seng om aftenen. Der er også blevet gravet i jord i baghaven, spist hindbær og holdt udkig efter dådyrmor og hendes 2 små dådyrbørn, som strejfer rundt i haverne i kvarteret. Vi kan ikke få armene ned over, hvor genialt husbytte er, når man har små børn!

Bellingham er en universitetsby og har ikke færre end 10 mikrobryggerier. Selve byen er lidt søvnig og provensiel, men meget hyggelig og fyldt med små kreative butikker. Vi var bl.a. på Farmers Market, hvor vi fik købt rugbrød! Det første grove brød vi har fået, siden vi forlod Danmark for snart 3 mdr. siden. Desuden fik vi spist lokalt på Boundery Bay bryggeriet og spist funky is hos Mallard.

1½ time nord for Bellingham ligger Mt. Baker, som var en fantastisk dagsudflugt. Dem af jer, som har læst nogle af vores andre rejseblogs ved, at vi har en svaghed for bjerge og gletchere. Desværre var flere af vejene omkring Mt. Baker lukkede, da der stadig var sne. Derfor nåede vi kun at gå nogle små ture, da der også var sne på flere af stierne. Trollingerne synes, det var sjovt, men vi havde ikke det helt rigtig udstyr på. Trolle gik rundt i sneen på klipklappere… På vejen så vi et par enkelte Trump skilte med et par ærlige meninger på :-)

På vejen hjem fra Mt. Baker kom vi forbi økologiske jordbær- og hindbær-plukselvmarker, hvor bondemanden selv kom ud og viste os, hvilke rækker der var bedst at plukke. Vi havde en fest og Trollingerne løb begejstret rundt mellem rækkerne og spiste flere end de plukkede.

Fra Bellingham gik kursen retur mod Seattle, hvorfra vi havde et fly mod Boston dagen efter. Da vi allerede har været i downtown Seattle, kørte vi i stedet til den hippe bydel Ballard, hvor Trolle havde fundet ud af, at Seattle Gynmnastics Academy har åbent hus mellem 12-13 hver dag. Det var et kæmpe hit! Trolligerne spænede rundt, hoppede på trampoliner, hang i ringe, balancerede og ”badede” i skumgummi firkanter.

I Ballard finder man også slusesystemet, The Hiram M. Chittenden Locks, fra 1911 som er den travelste sluse i verden med 50.000 igennem hvert år. Det er ikke kun skibe, der passerer sluserne. Laksene i Salmon Bay migrerer mod Shilshole Bay og vice versa. Altså de store fisk vil tilbage og gyde, og de små skal ud og vokse sig store. Der er indbygget et slags trappesystem, hvor laksene kan bevæge/hoppe op mod søen. Det var meget fascinerede at se, hvordan laksene faktisk kan hoppe ret højt og endda mod strømmen.

Fra Ballard satte vi kurs mod den kunstneriske bydel Fremont, hvor der foruden for skøre lamper i gaderne, bl.a. er en kæmpe trold under en bro også er en statue af Lenin. Trollingerne fik klatret rundt på trolden, og synes, at det var sjovt at finde skulpturer i gadebilledet.

Både Ballard og Fremont kan varmt anbefales, hvis man gerne vil se andet og mere end de sædvanlige stop i downtown Seattle.

Så var det tid til at rykke videre endnu engang. Denne gang var det også punktum for vores 2 måneders roadtripping i det vestlige USA/Canada. Knap 176 timer og 10.274 km. har vi tilbagelagt mellem fra San Francisco og Seattle – og en masse steder derimellem!

Next up er Niagara Falls og Toronto!

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
No tags yet.
bottom of page