top of page

Oh la la! Parlez-vous français?

På vejen fra Toronto mod Quebéc stoppede vi i Canadas hovedstad Ottawa, som var rigtig fint som et stop på vejen - og ikke en destination i sig selv. Vi fik bl.a. set parlamentet, Notre Dame Basilica og slentret rundt på byens marked.

Hvis du alligevel skal til Ottawa og har børn, så kan vi anbefale Mariott Hotel i centrum. Der er både legerum, indendørs pool og Starbucks på hotellet. What’s not to like!

Snakker de engelsk i Quebéc? Not so much…. Det er præcis som i Frankrig. De nærmest flygter og finder den af dem, som kan mest engelsk eller bare ikke er bange for at prøve sig frem. Det gør ikke os noget – det bidrager blot til den meget frankofile oplevelse, vi har haft i Quebéc. Byen er grundlagt af Franskmændene i 1608 og gaderne i den gamle bydel er derfor snørklede, smalle med brosten og med masser af små pladser og grønne åndehuller. Det er en super hyggelig by og især det gamle citadel med bymur og eksersitsplads ånder af sjæl og historie.

Der er hyggeligt at ose rundt i gaderne og indtage en lille del af Frankrig i Canada. Byen er meget velegnet til børn med sine gågader, parker, springvand og legepladser. Vi fandt bl.a. en splashpad lige op ad bymuren, hvor Trollingerne til deres store fornøjelse blev kølet af.

Da vi var i Quebec begyndte Festival D’été de Quebéc, som er en ugelang musikfestival med hovednavne som bl.a. Sting, Peter Gabriel, Red Hot Chilli Peppers og Rammstein. Vi besøgte deres gratis børnefestival og det var et kæmpe hit, selvom Trollingerne ikke forstod, hvad der blev sagt i teaterstykkerne. Vi sluttede af om aftenen på en af deres gratis scener i byen, hvor der var rock fra Australien og spas fra festivallens sponsorer.

Se vores fjollede dans her:

Her er et par billeder fra børnefestivllen:

Der foregår som regel altid et eller andet i de større byer om sommeren, så vores anbefaling er klart at undersøge, hvad der er aktuelt, når du er der. Byvandring med små børn kan godt være lidt langhåret for alle involverede, men et par timers aktiviteter i børnehøjde gør underværker for både energiniveau og humøret.

Vi boede ca. 20 min. uden for centrum i et husbytte, hvor Trollingerne har haft en fest uden lige med legetøj i 3 etager, jacuzzi og sandkasse i haven. Der er blevet brugt mange timer i den jazucci!

Vores husbytte familie havde anbefalet os en berømt is butik, Favoris, ikke langt fra deres hus. Wow! Softice dyppet i flydende chokolade af den rigtige gode slags! Tippet er hermed givet videre, hvis du er på de kanter.

Vejret har været lidt svingende i Quebéc og derfor fandt vi et par indendørs aktiviteter, som Trollingerne synes var fantastiske, men som var en pine at komme igennem for forældrene. Bl.a. legelandet, Corin Factory, med hoppeborge, spillemaskiner, klatrestativer og what not. Lydniveauet var forfærdeligt, men Trollingerne elskede det!

Det var så Quebéc! Nu går turen mod Montreal. Rendez-vous des amis!

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
No tags yet.
bottom of page