top of page

One last dance, Canada!

Vores del af rejsen i Canada synger på sidste vers! Efter skønne frankofile Quebéc havde vi et kort stop i Montreal på vejen mod et husbytte ved Owl’s Head Mountain.

Vi ramte Montreal netop som Cirkus festivallen Festival Montréal Complètement Cirque gik i gang og vi nåede derfor at få en eftermiddag med gøgl og ballade. Vi kørte først til det Olympiske anlæg fra 1976, hvor der var dedikeret et område kun til børn og familier. Det viste sig at være et super fedt arrangement! Det var top børnevenligt, underholdende og anderledes. Der var artister - af den gode slags - der gøglede rundt mellem folk og på en rigtig god måde forsøgte at involvere børnene - og modige forældre. Vi så en helt fantastisk forestilling, som slet ikke kan genfortælles uden at ironien, ansigtsudtrykkene og hans stemme går tabt - det var en mand, en pæl og noget snor….

Efter en god gang gøgl - og vores første parkeringsbøde på turen - satte vi kurs mod downtown Montreal for gøgl i latinerkvarteret omkring Rue Saint-Denis. Her var der mere gøgl i voksenkategorien, god stemning og gang i gaden. Under festivallen er der en masse gratis arrangementer og et af dem så vi, inden vi satte kursen mod vores hotel om aftenen. Det var en forestilling med akrobater, som blev afviklet i en park mellem publikum og på et højt stativ. Her er et par billeder:

Her er en lille video af lidt gøgl i gaden:

Hvis du skulle være i Montreal, når Festival Montréal Complètement Cirque afvikles, så kan det altså virkelig anbefales!

Dagen efter udforskede vi den gamle del af Montreal by, hvor bl.a. den ufattelig smukke Notre-Dame Basilica ligger. Vi havde desværre ikke tid nok til at gå rigtig på opdagelse i Montreal, men vi er godt tilfredse med det, vi så af den gamle bydel, Old Port og gaderne ved cirkus festivallen.

Montreal var et kort men godt bekendtskab, hvor vi ønsker, at vi havde haft bedre tid. Det må blive en anden gang, Montreal!

Fra Montreal satte vi kurs mod Lac Memphrémagog og vores husbytte ved Owl's Head Mountain. Det viste sig at være et rigtig godt bytte. Huset er kun 4 år gammelt og er bygget op ad en klippeside i skiområdet Owl’s Head. Det ser helt surrealistisk ud nedenfra. Oppe fra huset er der den mest fantastiske udsigt ud over Lac Memphrémagog, hvor vi kunne følge de små både stævner ud på søen om morgenen. Fra huset er der direkte adgang til pisten og efter en lille vandretur på pisterne, kan vi sagtens forestille os, hvordan det vil være at suse ned af en rød eller dobbelt stort piste (altså ikke os skimongoler, men nogle erfarne naturligvis) med udsigt til en frossen sø.

Med adgang til en privat strand ved søen og en jazucci på terrassen, har vi ikke manglet noget. Tilmed har vejret vist sig fra sin bedste side, da vi har haft over 30 grader, og stranden har derfor været vores faste hangout til stor fornøjelse for Trollingerne, som har leget timevis i sandet.

Endnu engang kan vi kun anbefale husbytter og de oplevelser, som følger med!

Tak for denne gang Canada!

Nu går kursen igen mod USA og en længe ventet gensyn med Moster Tea, Onkel Asbjørn og Tuva, som møder os i Boston.

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
No tags yet.
bottom of page