top of page

At last New York!

Så kom dagen endelig, hvor vi satte kurs mod the big Apple, New York!

Vi havde besluttet at rejse med tog fra Boston til New York og det indebar en tur fra vores lokale station i Wellesley, Boston til South Boston Station, hvorfra vores Amtrak tog gik. Det var lidt af en syn: 4 voksne, 3 børn & 1 baby og ca. lige så meget baggage & 2 klapvogne!

Det lykkedes dog – og et tip er her at tage imod hjælpen fra de baggage mænd, som er ansat på stationerne. De er guld værd, hvis man har meget habbengut og er en børnefamilie.

Vi var især imponeret over vores baggage mand på Penn Station i New York. Han tog al baggagen op på én sækkevogn, trak det rundt på den smalle station, fik vendt en rulletrappe, så vi kunne komme op og fiksede lige 2 store taxier. Det var fantastisk og han fortjente hver en cent af sine drikkepenge!

I New York har vi vores sidste husbytte og det har vi set frem til af 2 årsager: Der er legetøj til ungerne og det er gratis! Alle der har været i New York ved at overnatning der af enhver art, er ret dyrt. Vi har fundet en familie, som bor i Upper West Side ved Riverside Park – ikke langt fra Central Park West. Igen må vi bare konstatere, at husbytter fungerer super godt for os! Vi havde 2 etager, en meget lille terrasse, hvor ungerne må lege med vand og adgang til bygningens tagterrasse. Her er et par billeder fra vores husbytte.

Vi har været i New York flere gange tidligere, men det var første gang med børn. Efter 8 dage i byens pulserende gader, kan vi konstatere, at New York er en meget børnevenlig by. Jeg vil klart anbefale, at tage alle størrelser af børn med til byen. Der er legepladser og parker overalt, og der sker hele tiden noget, hvor børn er velkomne. Her kan du læse lidt af det, vi nåede på vores premiere med Trollingerne:

Upper West Side, Chelsea & Meatpacking District – og New Jersey

Brunch på Alice’s Tea Cup

Efter et tip fra en lokalkendt endte vi til brunch på Alice’s Tea Cup, som jeg klart vil anbefale videre. Det er en skørt lille sted med masser af citater på væggene fra Alice i Eventyrland. Man får en blanding mellem engelsk og fransk te-selskab og der var mere end 1 times ventetid på et bord. Scones var den primære ingrediens på menukortet og hvis du ikke kan få bord, så køb evt. lidt fra deres lækre udvalg og tag med ud i byen.

Mani- & pedicure

Jeps! Tøserne skulle have ordnet negle – inklusiv Kamma, som var paf over alt det, hendes hænder og fødder blev udsat for. Vi droppede spontant ind på et sted i nærheden af, hvor vi boede, men der er stort set negle saloner overalt.

The High Line

Sidst vi var i New York var den gamle togbane i 2-3 sals højde, High Line, ikke renoveret, så det var en af de ting, vi gerne ville se. Det er efter min mening en af de fineste parker i New York og det er behageligt at slendre rundt mellem alt det grønne og kigge ned på den pulserende by. Man kan komme op og ned flere steder – også med elevator – og børnene kan løbe rundt uden at passe på bilerne.

Chelsea Waterside Park

Som sagt er der legepladser overalt og på mange af dem er der også en eller anden form for vand til at køle ungerne ned i varmen. Det er et kæmpe hit! De fleste af dagene har vi haft 30-35 graders varme og det giver fornyet energi til de små ben at blive kølet ned. Vi besøgte Chelsea Waterside Park, som vi klart kan anbefale, hvis man er på de kanter. Det er kun en kort gåtur fra The Highline, hvis man går ned ved 23rd street og går mod vandet.

Guns’N’Roses i New Jersey

Wuhuu, første date med manden i mere end 4 måneder og så en forsinket fødselsdagsgave! Hurra for Tea og Asbjørn, som passede alle Trollingerne med pizza og is. Det var en hemmelighed, hvad vi skulle, men da en dame på togstationen sagde: ”Guns’N’Roses this way” var Trolle afsløret! Jeg hørte rigtig meget Guns’N’Roses sidst i folkeskolen og det var deres reunion tour – kun i USA. Det var så hårrejsende fedt! Jeg har set Guns’N’Roses i New York!!!

Se videoen nedenfor for en snas af oplevelsen:

Hov! Fik jeg nævnt at det var det Lenny Kravitz som varmede op?

West Village

Washington Square Park

New York har så mange fede parker og grønne åndehuller, og en af vores yndlings er Washington Square Park, hvor der både er en triumfbue og et stort smukt springvand. Det ligger i New York University’s område, så der er altså masser af mennesker og ofte også gademusik. Vi slog os ned i skyggen og spiste resterne fra de gigantiske pizzaer, ungerne ikke kunne spise op aftenen forinden, inden vi satte kursen mod Bleecker Street.

Greenwich Village

Bleecker Street kan anbefales, hvis man gerne vil shoppe og samtidig se lidt af Greenwich Village. Det er et rigtig hyggeligt område, hvor der er mange sjove og skøre butikker. Der hvor Bleecker Street møder Hudson Street ligger Bleecker Playground, hvor mændene gjorde et kort vand pitstop med ungerne, mens Tea og jeg gjorde alvor af at shoppe i New York.

Pier 51 Playground

De fleste dage har vi gået omkring 8-9 km og nogle dage helt op til 11 km. Vi er ret imponerede over Trollingerne, som går hele vejen selv! Men det kræver som førnævnt nogle pitstop på legepladser – helst med vand. Pier 51 Playground kan klart anbefales! Den ligger helt ud til Hudson River med flot view over til Hoboken i New Jersey. Legepladsen er ret ny og der er dejlig blødt underlag samt forskellige vand sprinklere for alle aldre.

Gyu-Kaku Japanese BBQ

Mellem West & East Village ved Cooper Square ligger der en lille perle af en japansk restaurant. Vi har besøgt den tidligere og den holder stadig. Man griller sin mad på en grill i bordet og maden er sindssyg lækker! Den kan klart anbefales – ungerne synes, det var rigtig sjovt og især desserten gik rent hjem.

Lower Manhattan

Wallstreet, One World Tower & 9/11 Memorial

Wallstreet er ikke så interessant for børn, men området er alligevel et knudepunkt for turister, da man bl.a. tager herfra til Frihedsgudinden og Governors Island. Vi tog ned i det hektiske område for at se One World Tower og 9/11 Memorial. Sidst jeg var i New York, var der et kæmpe hul og byggegrund der, hvor tvillingetårnene stod. Nu er der to gigantiske vandbassiner, hvor navnene på alle ofrene er indgraveret.

Det var ret emotionelt at opleve – især i 9/11 Memorial, men jeg vil bestemt anbefale at besøge det – også med børn. Det kræver naturligvis noget forklaring undervejs, men Trollingerne var meget interesserede og kedede sig ikke en eneste gang i de små 2 timer, vi var der. Som tip kan jeg anbefale at købe billetterne online, så man springer den gigantiske kø over.

Governors Island

Efter 9/11 tog vi til Governors Island. Det er kun 5 min. fra South Ferry til øen og den er en perle. Øen består primært af gamle militærbygninger, som har tjent til forsvar for New York. Der er masser af grønt og man kan gå, cykle m.v. rundt på øen uden at holde øje med biler – der kører nemlig ingen! Ungerne kan lege på nogle af de nye legepladser og samtidig have Frihedsgudinden i baggrunden. Der er sindssygt flot view over på Manhattan og det er et nemt, hurtigt og billigt get-away fra storbyen.

DOMBO

Området mellem Brooklyn & Manhattan Bridge hedder DOMBO (Down Under the Manhattan Bridge Overpass). Vi tog metroen til Lower Manhattan og gik den ikoniske, men turistede tur over Brooklyn Bridge. Det er en rigtig fin tur og man bliver belønnet med masser af flotte views af Manhattans skyline og Brooklyns mindre polerede, men mere rå og takkede ditto. Ud mod Hudson River er der en lang strækning af park/græs, hvor der er leben. Der er naturligvis også legepladser, hvilke vi kan anbefale, hvis man alligevel er der. Vi købte burger fra Burger Shack og spiste lige ud til floden med vel nok byens bedste udsigt!

I stedet for at tage metro eller taxi den lange vej over broen og Manhattan til Upper West Side, tog vi en East River Cruise. Det er en færge, der pendler mellem havnene på Manhattan, Brooklyn, Williamsburg & Long Island i East River. Det var en formidabel måde at se flere sider af New York og kan anbefales, som en behagelig måde at komme over floden, hvis man har business på den anden side.

SOHO

Ingen tur til New York uden en tur i SOHO! Her finder man finder rigtig mange af verdens førende brands i de gamle brune murstens bygninger, men også en masse andre mindre kendte, men hippe og spændende butikker. Der er mange lære cafeer og restauranter og området er i det hele taget fedt bare at gå rundt i og windowshoppe. Det er ikke en udpræget børneaktivitet, men det hele kan jo heller ikke være legepladser!

Williamsburg

Sidst jeg var i New York i 2008 var Williamsburg det nye hippe neighboorhood. Det er det sådan set stadig, men der er kommet flere nye høje bygninger siden sidst. Vi tog igen færgen fra 34th street med East River Cruise over til North Williamsburg, hvor der var madfestival. Det var et gevaldigt hit. Masser af madboder med specialmad, musik og hygge. Vi fik placeret os i skyggen og kunne nyde udsigten over på Manhattans velkendte skyline.

Fra området ved havnen satte vi kurs mod McMarran park, hvor der foruden legepladser, spashpads også er en public pool, som er gratis. Mændene droppede lige ind ved Brooklyn Brewery for at nyde en lokal øl, mens kvinderne tog børnene med på legeplads. Det er vel nok første gang at kønsrollerne har været trukket så skarpt op! McMarran Park kan anbefales, hvis du er i området – ikke som en destination i sig selv. Vi nåede dog ikke at besøge poolen, da det begyndte at regne.

Casa Enrique, Long Island

Da vi alligevel var på den anden side af Manhattan forsøgte vi – og fik bord på Casa Enrique. En mexicansk restaurant som Michelin Guiden anbefaler. Det var helt vildt godt! Altså virkelig rigtig lækkert! Masser af lækre råvarer og faktisk ikke særlig dyrt. Det er et must, hvis du er i nærheden!

Central Park

Parken som virkelig er central. Den skærer midt igennem det centrale New York og er et grønt åndehul uden lige. Der er utallige legepladser, løberuter, søer, et svensk dukketeater og en zoologisk have for bare at nævne det mest oplagte. Vi har brugt flere timer på parkens legepladser og ungerne har virkelig nydt at hoppe fra legeplads til legeplads. Vi besøgte også dukketeateret, som var rigtig godt, men Tuva synes, det var for farligt, så tjek evt. aldersgrænse, hvis det kunne være noget for jer.

5. Avenue & Times Square

Ikoniske gader som man ikke skal snyde sig selv for, hvis man ikke har været i New York før. Trollingerne synes, at Times Square var rigtig sjov at se med alle billboards’ne, de udklædte hustlere m.v. Der er dog så mange mennesker, at det næsten er umuligt at følges ad – hvilket også gør sig gældende for 5. Avenue. Her finder du alle de dyre butikker og department stores, og det er esklusiv med esklusiv på. Vi var dog nød til at gå væk fra 5. avenue, da det blev for meget for Trollingerne og de praktisk talt er ligeglade med, hvad Manolo Blahnik eller Prada viser i vinduet.

Praktiske tip til at komme rundt i New York med unger, klapvogne, pusletasker m.v.

Tag et par gode sko med, for efter min mening er den bedste måde at se New York på, ved at gå rundt i byen. Det er dog urealistisk ikke at skulle benytte en eller anden form for transport, da byen er kæmpe stor og der er langt mellem de forskellige kvarterer.

De gule taxier er overalt og er vel lige så kendte, som mange af New Yorks seværdigheder. De er nemme at praje, relativt billige på de kortere distancer, men kan blive forholdsvis dyre, hvis du skal langt i byens rushhour. Her kommer metroen ind, som er billig og hurtig, men ikke gearet til klapvogne. De skal ofte bæres ned, da de fleste stationer er uden elevator. Så det kræver altså, at man er to – eller meget stærk – hvis det skal lykkes. Det kan være tricky, hvis der er mange mennesker, men der er man bare nødt til at mase sig frem som en ægte New Yorker.

Færger er super velegnede, hvis du vil til Williamsburg eller Long Island. Så er du fri for at skifte metro eller bruge mange penge på at køre over på den anden side.

Og med New York slutter vores 4 måneders fantastiske rejse, som har taget os på kryds og tværs i USA, fra vest til øst i Canada og har givet os minder for livet og uerstattelig tid sammen som familie. Tak fordi du læste med på vores eventyr!

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
No tags yet.
bottom of page